Fra gadedreng til universitetsstuderende!

 For John Bosco så livets odds ikke gode ud. Allerede som 9-årig måtte han arbejde for føden og som 12-årig måtte han klare sig helt alene i hovedstaden i Uganda. Men nu har han netop med Uganda Child Cares hjælp påbegyndt sin drømmeuddannelse på universitetet. Han har altid drømt om at blive læge, og nu er han igang.

John Bosco sammen med Carsten Jespersen, hans godgører helt tilbage fra tiden som gadedreng.

 Af Eva M. Trans, Masaka.
John Bosco ser hverken gammel eller ung ud. Han har gamle øjne, men et barnligt ansigt og det er vanskeligt at gætte, at han er 20 år. Måske er det fordi hans liv har været barskt, men glæden nu begynder at overskygge smerten.

Den lette del af barndommen
Mawanda John Bosco er hans fulde navn, da det ugandiske navn oftest bliver nævnt først. John Bosco betyder Johannes Døberen og det navn er han bestemt ikke ene om hernede. Han er vokset op hos sin katolske mor, da hans far havde en kone i forvejen, og bare fandt et sted, hvor de kunne bo. Hans mor levede af sit lille stykke jord og efter dagens gerning der, solgte hun hjemmebrygget øl ved hovedvejen. Hun fik 7 børn med 5 forskellige mænd, så de flyttede ofte. Alligevel blev dette den gode og lette del af John Boscos barndom, som han senere drømte sig tilbage til.

Måtte arbejde hårdt som 9-årig.
Frem til P3, som cirka svarer til 3. klasse i Danmark, betalte hans biologiske far for hans skolegang. Men denne mand døde pludselig, og som 9-årig måtte John Bosco se i øjnene at hans skolegang var ovre. Kort tid efter kom moderens søster på besøg fra Kampala, for at høre om John Bosco ikke kunne komme og hjælpe hende med børnene og huset, nu når han alligevel ikke gik i skole. Det er meget almindeligt at børn i Uganda bor hos andre slægtninge end deres mor og far, mens de vokser op, men ofte bliver disse børn behandlet langt dårligere end familiens egne børn. Det var da også en barsk omgang for John Bosco at komme til hovedstaden.
­- Jeg arbejdede hårdt og tænkte tit på, at mine venner stadig gik i skole, mens jeg bare gik her og sled i det, husker han.

Fik bank af arbejdsgiveren
Da han blev 11 fortalte tanten ham, at hun ikke længere havde råd til at give ham mad, og så fandt hun ham et job som hushjælp hos en lidt mere velhavende familie. Hun sørgede også for, at hun selv fik alle pengene som han tjente. Det var et barsk sted han var endt. Han skulle arbejde hårdt med rengøring og opvask, og hvis de ikke var tilfredse fik han bank. John Bosco drømte om at tage tilbage til hans mor, men de fortalte ham at hun var flyttet væk igen og ingen vidste hvorhen. 

Ny chance for at gå i skole.
En dag fik en dame ham til at tage hen til en kirke, som havde en skole for forældreløse. John Bosco snakkede med præstens kone, som sørgede for at han blev optaget på skolen og fik et sted at bo. Nu var han blevet 12 år.
- Jeg fik lov til at bo i kirkens lagerrum. Det var ikke specielt hyggeligt og jeg kendte ingen mennesker der, så jeg græd meget, men jeg ville ikke give op, for jeg var så lykkelig for at få lov til at gå i skole igen, fortæller John Bosco.
På omtrent samme tidspunkt blev han også en kristen, da en dame fra kirken fandt ham grædende i lagerrummet og fortalte ham om Jesus, som han tog imod som frelser. 

Duede ikke til at tigge
Livet var stadig ikke nemt. Han fik majsgrød og bønner i skolen hver dag til frokost, men ellers var der ikke nogen, som sørgede for mad til ham. Skolen havde lukket i weekenden, men heldigvis var der en sød renggøringsdame i kirken, som tit tog mad med til ham om søndagen. Så lørdag var ugens værste dag, der var der slet ingen med med mindre nogen uventet forbarmede sig over ham.
- Jeg har aldrig været god til at tigge. Jeg var alt for bange for andre mennesker til at gå hen og snakke til dem, forklarer han.
I praksis levede han som en gadedreng i denne periode, selvom han havde tag over hovedet om natten.

Ca. sådan ser en almindelig gadedreng fra Maska ud.

En sodavand gav 3 måltider
På dette tidspunkt mødte John Bosco Carsten Jespersen, som i dag er stifter og leder af Uganda Child Care, en hjælpeorganisation, som først og fremmest ønsker at hjælpe børn til at få mulighed for skolegang. På dette tidspunkt arbejde han med computerkurser i samme kirke, og derfor løb han også tit ind i John Bosco, når han var der. Han hørte John Boscos historie og efter det begyndte han at stikke ham 1000 shillings (ca. 3 kr.) til en sodavand, hver gang han så ham. Hvad han ikke vidste var, at den lille dreng omhyggeligt gemte disse penge til mad i stedet for sodavand. På et lille spisested ca. 3 km derfra, kunne man få en helt fyldt tallerken mad (Cassawa med bønner) for 300 shillings, og så kunne han bare nøjes med at drikke vand til.

 Brugte en pressening som dyne
En anden gang, hvor Carsten kom forbi, var han inde og se lokalet. hvor John Bosco sov. Da han så den tynde sivmåtte han lå på og pressenningen han brugte som dyne, tog han pludselig afsted. Men tre timer senere kom han tilbage med madras og tæppe til John Bosco.
- Jeg kan huske, at jeg sov så godt den nat, at jeg kom for sent i skole morgenen efter. Det var simpelthen så fantastisk at ligge på en madras i stedet for at ligge næsten direkte på det hårde cementgulv, smiler han.

 Klogest i skolen
Det gik godt i skolen for John Bosco. Han startede på P3 niveau i den nye skole og efter første semester var han den næstsidste i klassen. Men han arbejdede hårdt, for han var bange for, at dem der støttede hans skolegang, ville blive skuffede over resultaterne. Allerede næste semester gav det pote, da han nu lå nummer to ud af ca. 40 elever. Og siden da blev han altid nummer et i primary, som svarer cirka til folkeskolen op til 7. klasse. Da han kom i P6 og skulle til den afsluttende eksamen der, besluttede lærerne på hans skole sig for, at han lige så godt kun forsøge sig på eksamen for P7, som er den sidste eksamen i primary, ved samme lejlighed. Han blev nummer et i både P6 og P7 til de andre P7 elevers store beklagelse.

 Det lagde sig til rette, så at han på grund af sin gode evner, fik mulighed for også at blive sponsoreret i secondary, hvor han fortsatte sine gode resultater og altid endte blandt de 5 bedste. Undervejs var han forlængst flyttet fra lageret og havde boet hos forskellige velgørere og var nu endt som kostskoleelev til sin store glæde, da det gjorde det lettere for ham at fokusere på studierne. I S4 kom Carsten tilbage fra Danmark, for at starte Uganda Child Care op. Det vidste John Bosco ikke noget om. Han nød bare at se ham igen, og Carsten fortsatte med at stikke ham lidt penge en gang imellem.

John Bosco er ikke kommet sovende til sine resultater, men har knoklet for dem.

 Drømmen så umulig ud.
I S4 afsluttes O-level og for at få A-level (Det, der svarer til gymnasiet i Danmark) skal der studeres to år mere. Nu havde John Bosco altid haft en drøm. Lige siden hans far døde havde han ønsket at blive en læge. Hans far blev afvist på hospitalet, fordi han ingen penge havde og døde to dage senere. Han drømte først og fremmest om at få mulighed for at give mennesker den lægelige hjælp, som er nødvendig, og tænkte ikke meget på pengene. Men det så ikke ud til, at det nogensinde ville være muligt for ham, da det kun er de allerrigeste ugandere, som har råd til at gå på universitetet. Men hvis han ville gå efter sin drøm, blev han nødt til skifte skole nu. Den skole han gik på, tilbød nemlig ikke de fag, der krævedes for at blive læge.
Mens han gik og spekulerede over, hvordan det skulle kunne lade sig gøre, ringede han til Carsten for at fortælle, hvordan det gik.
- Jeg havde ikke den fjerneste idé om, at han kunne finde på at sponsorere mig. Men da jeg snakkede med ham, sagde han, at han ville betale min A-level på een af de bedste skoler i Kampala. Og at jeg ikke mere skulle komme til at mangle noget mens jeg gik i skole. Jeg blev superglad, fortæller John Bosco.

 Hjælper allerede andre
På A-level studiet var der 105 elever som havde valgt enten en linie med fokus på lægestudiet eller på ingeniørstudiet. Blandt dem var der 6, som blev godkendt til at studere bachelor i et af disse fag. En af dem var John Bosco. Mens han ventede på, at et nyt universitetshold skulle starte, arbejdede han for Uganda Child Care. 
- Jeg nød virkelig at hjælpe børn, som havde samme problemer, som jeg selv havde haft engang. Der er ikke noget, der kan sammenlignes med at komme ud til en skole og så børnene kommer løbende mod dig og råber ”Uncle, uncle!”, fortæller han med et smil.

 Dyr uddannelse
Ruth og Carsten havde lovet ham at sørge for universitetsuddannelsen og det var han selvfølgelig meget taknemmelig for. Men da han havde været i Kampala for at forhøre sig om priserne, havde ham mistet modet lidt igen. Det vidste sig, at hver termin kostede omkring 2,5 mio. shillings. Et astronomisk beløb for ham, som han var bekymret for, at Ruth og Carsten ikke havde råd til. Heldigvis kunne de fortælle ham, at de nok skulle sørge for at pengene kom ind på den ene eller anden måde. Foreløbigt har de med hjælp fra forskellige sponsorer betalt første skoleperiode.

Det er hårdt arbejde at blive læge...

Fra drøm til virkelighed
Den 24. april i år begyndte Mawanda John Bosco på Medical Surgery studiet på Kampala International University’s West Campus. Han er dermed det første fadderbarn i Uganda Child Care, som har startet en universitets uddannelse. Men han bliver helt sikkert ikke den sidste. UCC ønsker at de klogeste børn ude i bushen også skal få mulighed for at studere, så de kan være med til gøre Uganda til et bedre land. Også John Bosco har undervejs fået højere ambitioner:
- Jeg ønsker at være med til at ændre hele det medicinske system her i landet. Alle burde have ret til medicinsk behandling, men idag er de offentlige hospitaler meget korrupte, så rettigheden findes ikke endnu.

 Fik en fremtid
Det betyder noget, at et ugandisk barn for skolegang. Det er med til at ændre hele hans eller hendes liv. Det er John Bosco et tydeligt eksempel på:
- Da jeg var 10-11 år, troede jeg ikke at jeg havde nogen fremtid. Men det ved jeg, at jeg har idag, slutter en taknemmelig John Bosco.