En dag i et sponsorbarns liv!

Klokken er kun 6.00 om morgenen og det er knapt nok lyst endnu, men Annet er allerede oppe. Hun vasker op fra aftensmaden sent igår, vasker sig og børster tænder sammen med Justine, hendes lillesøster. Så må hun ind at kigge på sin fars ur, klokken er 7.00, så skal de til at komme afsted for at kunne nå i skole til halv otte.

Annet og Justine sidder og børster tænder.

Morgenen er det eneste tidspunkt på dagen, hvor det er nødvendigt for børnene at vide, hvad klokken er. Resten af tiden er tiden ligegyldig. Resten af tiden er solen nok.

Inden de kan gå skal de først skifte til skoleuniform. Annet har kun en kjole ud over skoleuniformen, så den kjole har hun også sovet i.

Annet og Justine vandrer mod skolen på stien der løber langs med deres hus. Undervejs slutter flere børn sig til dem, piger og drenge, men de går i et rask tempo og snakker ikke meget. Når ældre mennesker hilser på dem fra husene hilser pigerne tilbage og falder på knæ i løbet af et splitsekund. Sådan viser man respekt for alderen og for voksne mænd som kvinde i Bugandastammen, som er den dominerende stamme i Masaka District. 

Skolen starter morgenen med klassevis opstilling, sang og strækøvelser. Børnene elsker at synge. Inden da har eleverne hjulpet hinanden med at feje jordgulvet i klasseværelserne med halvvisne grenbundter. Det støver en hel støvsky.

Der bliver fejet i det ikke specielt tætte klasselokale.

Skoledagen er præget af udenadslære og afskrivning fra tavlen. Lærerne er entusiastiske nok, i hvert fald nogle af dem, men er begrænset af manglende tilgang til skolebøger og andre hjælperemedier. Det er kun læreren, som har en bog. Resten af klassen har kladdehæfter, hvor de afskriver alt hvad læreren noterer på tavlen.

Engelsklæreren skriver den tekst på tavlen, som eleverne skal
skrive i deres kladdehæfter.

Lærerne taler på en speciel måde. Mange gange siger de ikke sætningen færdig, men siger kun begyndelsesstavelsen i det sidste ord, hvorefter eleverne gentager hele ordet. På denne måde: Læreren siger: "This is a good way to protect the water sour..." Eleverne slutter den af for ham et sekund senere: "Source".

I løbet af skoledagen begynder det at regne. Det drypper ind gennem sprækkerne mellem bambusstammerne i klasserummets vægge, og der bliver rigtig koldt. Når temperaturen kommer under 20 grader og det trækker, fryser man, når man ikke har andet på end en tynd skoleuniform.

Et af fagene i skolen er landbrug, som også har en praktisk del.

I klassen giver det stor prestige at være dygtig og svare rigtigt. Når læreren stiller et spørgsmål rækker eleverne hånden op, én bliver spurgt og rejser sig fra den hårde skolebænk for at svare. Når Annet bliver rigtig ivrig for at få lov til at svare, kalder hun "Uncle, Uncle" for at han skal vælge netop hende, eller "Aunt", hvis det er en kvindelig lærer.

Skoleklokken.

Engang imellem rejser en af de få elever med ur sig og går ud og slår på skoleklokken, som består af en gammel rusten hjulkapsel, der giver en overraskende gennemtrængende metallyd fra sig.

Pauserne er fyldt af børn. Nogle spiller netball, som består i at kaste bolde til hinanden, drengene spiller fodbold. I hvert fald dem, der får lov til at være med. Nogle sidder og spiller et spil med småsten, som kun har et navn på luganda, det almindeligt talte sprog i regionen. Andre deler den frugt, de har haft med, med deres venner.

Netball sammen med en af lærerne.

Stenspil.

En pige fra P5 har et helt sukkerrør med og hamrer det mod et træstativ der står i klassen, for at få det til at gå i mindre stykker. Så deler hun det med de andre: Kun et stykke hver, siger hun bestemt.

Mary deler ud af sit sukkerrør.

I formiddagspausen får de mindre børn porridge. Det er en kakaofarvet tynd grød, som bliver drukket af store plastikkrus. Til frokost for alle børnene for det meste et mere reelt måltid f.eks. ris med bønnesauce eller majsgrød med bønnesovs.

I skolen børster børnene også tænder. Hver klasse har et sæt tandbørster med navn på, som de hver dag sørger for at bruge. Det er nødvendigt da mange er børnene nærmest lever af sukkerrør, som er meget barsk for tænderne både pga. sukker og hårdheden.

Der børstes tænder med stor entusiasme, nogen af dem til ære for kameraet.

Efter skole går turen tilbage til de små hjem. Her begynder det med en stor flok, som bliver mindre, hver gang stien deler sig, og det gør den mange gange. Uganda er om noget "De tusind stiers land" selv efter biler er blevet mere almindelige er "apostlenes heste" stadig det mest brugte transportmiddel.

Nogle af børnene samler brænde på vejen hjem, andre henter vand, men de fleste går direkte hjem.

Hjemme leves livet omkring gårdspladsen ved huset, hvad enten den er stor eller lille. De sidder mor og far og snakker, der tilberedes familiens mad, der spiller børnene bold, hvis de er så heldige at have en bold, og der kommer gæsterne og slår sig ned.

Annets familie inklusiv gæster på gårdspladsen udenfor huset sidst på eftermiddagen.

Hvis familien har meget mad får børnene et måltid, når de kommer fra skole, men for det meste spiser de bare frugt eller sukkerrør. Annet og Justine har lige som mange andre af børnene ansvar for at dyrke noget af haven. Det bliver især skoleferierne brugt på, men også til hverdag kan der sagtens bruges mange timer på at fjerne ukrudt og høste f.eks. cassawa, en rodfrugt lidt i stil med kartofler.

Værsågod, en gang matoke og cassawa med sardinlignende fisk.

Annet foran en lille del af det jordstykke, hun passer.

Så skal der hentes vand og brænde. Nogle gange skal børnene gå op til 5 km med tunge dunke, men andre bor naturligvis tættere på vand resourcerne. Fra Annets hjem er der kun en lille kilometer, så det er ikke så slemt. Brænde kan sagtens være et stort arbejde, da mange af skovene i Masaka district er fredede og matoke, som er een af de mest almindelige planter ikke forsyner med brænde. Til gengæld kan dens bark rives af og dermed producere fremragende snore til at holde om brænde, så bunderne let kan transporteres på hovedet over større afstande.

Der hentes vand i vandhullet.

...og Annet bærer det hjem med fingeren i åbningen, så det ikke løber ud.

Om eftermiddagen tager de mellemstore børn sig også af de mindre børn i familien, hvis man da kan kalde det at tage sig af. Hvis de små er i vejen får de bare et dask, så de kan komme af vejen. I det hele taget slår alle deres børn og i langt de fleste skoler er det også almindeligt med fysisk afstraffelse. Drengene passer kvæget, hvis familien har den slags og ellers hjælper de med de samme ting, som pigerne.

En lille fyr skræller et sukkerrør med en meget stor panga.

Mens det endnu er lyst vasker Annet sin skoleuniform og hænger den til tørre, så den kan være ren til dagen efter. Hun har jo ikke andre at skifte med.

Ved 19-tiden skumrer det og bliver helt mørkt i løbet af en halv time. Så er det tid at familien forbereder dagens sidste måltid. Det kan være matoke, som er en speciel banansort, der er grøn og smagløs, som enten moses eller koges i større stykker. Det kan også være kogt cassawa eller søde kartofler, men kun sjældent ris eller kød. De fleste familier har kyllinger gående, men ikke flere end at de kun bliver slagtet til meget festlige lejligheder. Denne aften skræller Annet cassawa sammen med sin mor, mens de sidder og hyggesnakker over arbejdet.

Annet skræller cassawa.

Sent på aftenen, efter at bålet er blevet tændt og familien venter på at maden bliver færdig, finder Annet sivmåtten frem og begynder at væve eller sy på dem. Først omkring klokken 22 bliver der spist aftensmad, efter at alting allerede længe er blevet klaret ved små hjemmelavede parafinlamper.

Annet syr på måtten mens Justine holder den hjemmelavede lampe.

Derefter går familien til ro på madrasser, hvis de er så heldige, men ellers på sivmåtter ovenpå græs. Der kan sagtens sover flere familier i samme rum. I Annets hus sover der 8 personer i to små rum, kun adskilt af en halv muddervæg. De helt små børn får lov til at ligge direkte på jordgulvet, så det ikke er så svært at gøre rent efter dem, hvis de laver i sengen om natten.

Deres toilet ser pænt ud udefra, men er bare et hul i jorden...

...fyldt med maddiker.

Men sådan ender en lang dag, for et helt almindeligt sponsorbarn fra White Angel. Hvis hun ikke var sponsoreret havde hun ingen chance haft for at gå i skole. Hendes far er dårligt betalt tømrer og hendes mor er landmand på deres eget stykke jord og det giver på ingen måde nok penge til schoolfees. Der er slet ikke så mange penge i omløb i deres lokalsamfund. Derfor er det let at hjælpe disse børn til bedre muligheder ved at bliver sponsor for en eller flere.

Også mange sponsorbørn har stadig store behov. Selvom de er sponsorerede går de tit barfodede, eller har måske kun laser og pjalter at tage på. I perioder er det også meget småt med mad i familierne, hvor de er så afhængige af hvad der gror i deres haver. Så kan en madpakke gøre forskellen om de får aftensmad eller ej. Nogle af dem sover også næsten direkte på gulvet uden myggenet eller nogenting. Derfor hoster de tit eller får malaria. Hvis børnene vil læse i en bog, når de er hjemme, finder de typisk deres skolekladdehæfter frem, det er den mest spændende læsning, de kan opdrive. Derfor betyder hver eneste sponsorgave noget for disse børn. Hvis du er i tvivl om, hvad der er dit barns største behov er du velkommen til at skrive til UCC og spørge.