Et tankevækkende døgn 

Startskuddet for mit busheventyr

Klokken ca 11.00 bliver jeg smidt af ved White Angel School, og startskuddet for mit busheventyr er dermed affyret. White Angel School er den skole hvor UCC har flest fadderskabe,r og børnene er derfor vant til at se mange muzunguer (luganda for hvidt menneske). På andre skoler kan synet af et hvidt menneske få små børn til at bryde ud i gråd. Heldigvis er det en del anderledes på White Angel School, og indenfor få sekunder har der således samlet sig en stor flok af børn for at betragte den nye og spændende attraktion – mig!

På samme måde som Robbie Williams kan gøre skarer af teenagepiger bløde i benene, opdagede jeg hurtigt, at jeg ved øjenkontakt med børnene kunne frembringe fniseanfald og stor glæde. De første 30 minutter betragtede børnene mine mindste bevægelser på afstand og lod sig således begejstre. Efter at have overvundet den første generthed, begyndte de modigste af børnene at nærme sig. Den mest frygtløse af dem alle, en lille pige fra babyclass, kom endelig hen og tog min hånd. Da den første is således var brudt, gik der ikke længe før jeg havde fem børn i hver af mine hænder.

Katrine med nogle af de små børn på White Angel School.

I kø hos sygeplejersken
Idet børnene på White Angel School allerede har afsluttet deres eksamener og deres lærerer er travlt optagede af at rette alle opgaverne, er der for tiden ingen rigtig undervisning og børnenes dag er altså ét langt frikvater. Tirsdag er en undtagelse forstået på den måde, at UCCs sygeplejeske Kezia denne dag har hendes ugentlige konsultationsrunde på White Angel School.  Da jeg havde fundet min søsters sponsorbarn Florence, som har et slemt tilfælde af ringorm og betændelse i hele hovedbunden, gik vi sammen hen til sygeplejersken og satte os i kø. Konsultationslokalet, som resten af ugens dage er et lagerrum for mad og andet udstyr, var denne dag udstyret med lange træbænke.

Efter 10 min. havde Kezia så mange patienter, at der ikke var plads til dem i lokalet. De slemmeste tilfælde blev behandlet først. Mange af børnene havde høj feber og malaria. Enkelte børn havde gået mange kilometer i skole med temperaturer mellem 39-40 grader. Efter at have tilset hvert enkelt barn og ordineret og udleveret behandling, blev børnene sendt hjem igen. I løbet af vores ventetid kom Paul, den dreng som jeg skulle bo hos, hen til mig og introducerede sig selv. Et par timer senere var Florence og jeg færdig hos lægen og Paul foreslog, at vi skulle gå hen på legepladsen.

Legepladsen

Positivt overrasket over at der overhovedet eksisterede en legeplads og ivrig efter at se denne, begav vi os på vej derhen. Paul førte vej og jeg fulgte med 10 børn i hænderne og omkring 20 stykker i følge, efter ham. Den såkaldte legeplads viste sig at bestå af en mark med to hjemmelavede mål. Drengene delte sig hurtigt op i to hold med volontør Karsten på den ene side og en af lærerne på den anden og kampen begyndte. På sidelinien sad jeg med alle pigerne. Det viste sig, at det traditionelt set er sådan, at fodbold kun spilles af drengene, mens netbold (minder om basket, men kun med ét mål) spilles af pigerne. I løbet af kampen udnyttede pigerne muligheden for at undersøge muzunguen godt og grundigt – kinder, ører, hår, hud, tøj, sko ect. Alt blev underkastet grundig analyse. Da kampen var slut, var jeg glad for endelig at kunne rejse mig op og dermed sætte punktum for undersøgelsen.

Skolekantinen - et mangotræ

Klokken ca 14.00 førte Paul mig hen til skolens køkken. Dagens menu bestod, som altid, af posho og bønner (en form form majsgrød med bønner til) som er en meget mættende og nærende ret, men bestemt ikke visuelt appetitvækkende. Vi satte os hen til ¨skolekantinen¨ som udgøres af et stort skyggefuldt træ. Under dette træ sad alle børnene og mig selv på den bare jord og spiste vores mad med fingrene.  

What?

Efter endnu to timers leg var der samling og alle børnene stillede sig op på lange rækker. Læreren sagde: ¨How are you?¨ og alle børnene svarede i kor: ¨we are all right thank you Sir¨. Læreren informerede børnene om et forældremøde, som afholdes i forbindelse med semesterets afslutning. Læreren havde en bestemt måde at snakke med børnene på. Først sagde han en sætning som f.eks. ¨this Sunday we are having a meeting¨. Han spurgte derefter ind til hvad han selv havde sagt for at få børnene til at gentage det vigtigste. Feks. ¨a what?¨. Børnene svarede derefter: ¨a meeting¨.  

Skolesamling med headmaster.

Muzungu med følge

Efter samling var klokken omkring 16.00 og børnene havde dermed fri. Med Paul som guide begyndte vi turen hjem til hans hus. Som følge havde vi halvdelen af skolen. Mange af børnene skulle egentlig ikke den vej, men var så nysgerrige efter at se hvor muzunguen skulle hen, at de alligevel fulgte os. For at vise mig respekt som voksen og som muzungu gik alle børnene bagved os. Langs vejen lå der mange huse og ved synet af en muzungu kom alle beboerne ud til vejen. Som afrikansk skik byder det, hilste jeg på dem alle hvilket bragte stor begejstring. Enkelte af kvinderne kastede sig ned på knæ, hvilket her er en almindelig gestus for at vise respekt. Paul som gik ved min side fik mange tilråb. Uden af have forstået et eneste ord af hvad de sagde, er jeg rimelig sikker på at betydningen var noget i retning af, at Paul førte en ældre hvid kvinde hjem til sit hus. Paul fnisede og kiggede ned i jorden.

Genkendelse!

Da vi efter ca. en halv times gang nåede frem til Pauls hus, blev vi åbenhjertet modtaget af hans forældre og søskende. Det viste sig, at jeg allerede havde mødt en del af familien før, idet de er naboer til en lille dreng som også er sponsoreret igennem UCC, og som var blevet skænket et nyt hus af hans sponsor. Da Karsten og jeg for en uge siden var ude at inspicere byggeriet, mødte vi en meget fattig lille dreng, hvis tænder allerede var rådnet væk. Drengens eneste beklædningsstykke var en for stor bluse med huller, som var smurt ind i skidt. På trods af drengens fattigdom kom han hen og gav både Karsten og mig en avokado hver. Denne gestus rørte mig inderligt, og drengen havde derfor indprintet sig dybt i min bevidsthed. Drengen viste sig at være Pauls 5 årige lillebror Charles. Charles havde ingen sponsor og gik ikke i skole. Hans søster Goleti som jeg også havde mødt før, er en bedårende pige på 10 år med et fantastisk smil og charme. Hun har ét sæt tøj som hun har på både dag og nat. Ligesom Charles var hun ikke sponsoreret og gik ikke i skole. Den sidste søster er 1 år gammelt. Barnet har malaria, men familien har ikke råd til behandling.

Gorretti på 10 år går ikke i skole.

Pauls far er en gammel og rar mand, som med en højde på små 2 meter, og dermed er en meget høj mand for ugandiske standard. Hans skjorte som engang havde været hvid, var gammel, hullet og brunlig. Hans bukser var i samme tilstand. Moren var øjensynlig væsentlig yngre end faren. Men alder er ofte svært at fastsatte i Uganda. Bl.a. fordi størstedelen af befokningen ikke selv ved hvor gamle de er, og fordi at de dårlige leveforhold tærer på deres fysiske tilstand, så de ofte ser ældre ud, end de egentlig er. Moren var skeløjet og havde hår som stod ud til alle sider. Hun bar en Gormez som er et traditionelt klædestykke i Uganda. Kjolen var ligesom farens tøj dækket af jord og andet snavs.

Mor med den mindste pige på ca. 1 år, som endnu ikke har noget navn.

Den lille familie undtagen babyen.

Hus af kolort og mudder

Familien bor i et ca. 8 m2 stort hus. Selv sammenlignet med andre huse i området, er huset meget lille og usselt. Væggene er lavet af en blanding af mudder og kolort. Taget består af græs og yder altså ikke meget beskyttelse mod regn. På husets bagside ligger en lille bålplads – familiens køkken. Toilet havde familien ikke, og de låner derfor naboens. Som de fleste andre toiletter i området, udgøres det af en lang revne som ca. er 15 cm. bred. På hug og med et ben på hver side af denne revne går det således ud på at ramme bedst muligt.

Så "stort" var huset.

Bag huset ligger familiens grund. På grunden dyrkes der sweet potatoes, som er en meget sød udgave af en dansk kartoffel.  

Efter at have hilst på hele familien blev der straks hentet en foldudstol som jeg skulle sidde på imens naboerne kom og hilste på. Efter af have mødt halvdelen af nabolaget besluttede mit følge af skoleelever, at de højst sandsynlig havde set det, der var mest spændende og begav sig afsted på deres vej hjem.

Muzunguens kvaler

Vandbærerne.

Efter at have slappet lidt af, blev 3 vanddunke fordelt til børnene. De største børn bar de største dunke og de små børn bar de mindste dunke. Dunkene var alt andet end rene idet de var smurt ind i jord og skidt. På vejen ned til brønden sluttede nabobørnene sig til os, alle med hver deres dunk. Ca. 1 kilometer væk nåede vi frem til brønden som viste sig at have en pumpe, hvilket må siges at være den rene luksus i Uganda. Imens dunkene blev fyldt op, viste Paul mig de omkringvoksende sukkerrør, kaffetræer og kartoffelplanter som alle blev flittigt fotograferet. 5 minutter senere var vi igen på vores vej.

I kø ved vandpumpen.

Da jeg var den største i følget, havde jeg insisteret på at bære den største dunk. Dette viste sig ikke at være helt let, fordi dunken indeholdt 20 kilo og ikke havde noget låg. Inden vi nåede tilbage til huset havde jeg derfor spildt vand ned af begge mine bukseben og mine hænder smertede. Børnene morede sig kosteligt over mine kvaler, men de så utrolig nok ikke selv ud til at have besvær med deres fragt. Efter at have afleveret vandet, havde Paul og hans søskende fri til at lege. For mange andre børn i Uganda slutter arbejdsdagen ikke så tidligt, da de må hjælpe til med mange andre daglige gøremål såsom at dyrke familiens jord.

For fint til at tage i brug

Kort tid efter, kom to unge mænd forbi. Det viste sig at være de håndværkere, som arbejdede på at bygge det nye hus. Mændene inviterede os over for at se huset tage form og vi takkede ja. Huset viste sig kun at ligge 20 meter væk. På kun en uge var huset næsten blevet færdigt, og håndværkerne var nu igang med at spartle ydervæggen op. En af håndværkerne gav os en lille rundvisning og forklarede på hans yderst begrænsede engelsk, hvad der skulle være i hvilket rum. Han sluttede af med af vise det gamle hus, som var et jordhus med græstag. Øjensynlig havde familien fortsat tænkt sig at sove i det gamle hus og kun benytte det nye hus om dagen. Efter sigende er dette en meget almindelig tankegang. UCC har ofte oplevet, at børn som er blevet skænket nyt tøj og sko dagen efter møder op i deres gamle pjalter - fint tøj bruges kun om søndagen. På samme måde kan de ofte tage lang tid før en familie vænner sig til tanken om et nyt hus og rent faktisk flytter ind i det. Når familien endelig er flyttet ind i det nye hus, tages det gamle hus tit i brug som stald til dyrene eller køkken.

Vandfarvernes forunderlige verden

Efter rundvisningen gik vi alle udenfor hvor nabolagets børn havde samlet sig. Den lille dreng som håndværkerne var ved at bygge et hus til, havde fået et sæt med malebog, tuscher og vandfarver af sin sponsor. Selvom der kun var ét sæt og mange børn, havde børnene udviklet en teknik, så alle kunne være med. Det vil sige at Paul, som var det ældste skolebarn, tegnede i bogen, mens alle de andre børn valgte farver og instruerede ham i, hvad der skulle males i hvilke farver.

Social tegning.

Idet de fleste af tusherne var brugt op eller havde mistet hætterne , prøvede Paul at tegne med de runde vandfarver. Som han hurtigt fandt ud af, afgav vandfarven ingen farve og da den jo så måtte være i stykker,  blev den lagt tilbage i æsken. Det var tydeligt at hverken børnene eller de voksne havde set vandfarver før og ikke viste hvordan de fungerede. Da jeg fortalte Paul, at man skulle bruge vand for at vandfarverne virkede, lød der et ahhhhhhh fra alle sider. Paul skulle lige til at dyppe hele vandfarven ned i en balje vand, da jeg greb ind og viste ham hvordan man kun skulle dyppe penslen i vand, dreje den rundt ovenpå vandfarven og derefter male på papiret. Dette udløste endnu større ahhhhhhh lyde og det stod klart, at jeg lige var blevet ophøjet til noget nær et geni.

Er der en måne i Danmark?

Da jeg fem minutter efter tog min notesbog frem for at nedfælde mine tanker på papir, samledes både børn og voksne sig omkring mig for at betragte dette vidunder – jeg kunne skrive! Imens jeg skrev, satte to børn sig til at ae mine kondisko. Dette var øjensynlig de smukkeste par sko de noglesinde havde set. En anden pige gav sig sig til at ae min hud. Med den ømhed hun udviste og den måde hun kiggede på mig, var det det klart, at det var en meget stor oplevelse for hende. Med min nye status som det lokale geni, kom flere af de ældre mænd hen til mig for at stille mig spørgsmål såsom: Har man samme valuta i Danmark som i Uganda?. Har man en måne i Danmark? Hvor koldt er det i Danmark?. Hvornår regner det i Danmark? Mine svar vagte stor begejstring både hos de små såvel som hos de store.

Da Paul havde fået nok af at male, demonstrerede han hvorledes børnene selv laver deres egne fodbolde, således at de kan øve sig derhjemme. I boldens midte tog Paul noget plastik affald og krøllede sammen. Rundt om denne kugle viklede han bananplantens tørrede bark indtil bolden blev større og større. For mig var dette et strålende eksempel på kreativitet. For Paul var det en nødløsning, som han ikke var tilfreds med, og det stod klart, at Pauls største ønske var en ny fodbold.

Aben i zoologisk have

Da mørket var begyndt at falde på, gik vi tilbage til Pauls hus. Uden solens varme ståler blev det hurtigt koldt og på trods af lange jeans og tre lag på overkroppen, begyndte jeg hurtigt at fryse. Stakkels Paul og hans søskende havde næsten ingen tøj til at varme deres kroppe og var således meget værre stillet end mig.

Efter at have været begloet hele dagen lang, ydede nattens mørke dog også en tiltrængt pause i den konstante begloen og var således yderst velkommen hos mig. Imens moderen tændte op og begyndte at lave te spiste børnene og jeg nogle tørrede majskorn. Smagen var lidt henad popkorn som ikke var blevet poppet. Mens moderen lavede mad og flere og flere naboer kom til, gjorde Paul sig klar til næste dag. Hans daglige bad bestod af en balje vand, hvori han vaskede sit ansigt og sine fødder. Da Paul var ¨ren¨ gik børnene og jeg ind i huset hvor Paul smurte sit ansigt ind i vaseline (Afrikas svar på lotion). Som belysning havde vi en lille parafinlampe, som kombineret med vores kropsvarme hurtigt fik varmet op i det lille hus. Paul viste meget stolt den børnebibel frem, som han havde fået af hans sponsor.

Bibelen var familiens eneste bog og blev opbevaret i en pose, hos forældrene, som en vigtig skat. Da jeg spurgte, om Paul ville læse for mig, sagde han ja, åbnede bibelen og kiggede på billederne. Øjensynligt kunne Paul ikke læse og kiggede derfor kun på billederne. Da jeg begyndte at læse for ham, så han meget imponeret ud.

Myreoverdryssede kartofler – velbekomme!

Vores bibellæsning blev hurtigt afbrudt af aftensmaden. Moderen kom ind og fyldte to krus – ét til mig og ét til Paul. Til teen blev resten af familiens sukker brugt. Formodentlig har familien kun råd til at bruge sukker ved særlige lejligheder som denne. Vel vidende at vand fra de lokale brønde kan give meget dårlig mave, besluttede jeg at være høflig og alligevel drikke teen. Det viste sig at være kamillete og smagte overraskende nok rigtig godt. Eftersom familien kun har sugar potatoes som afgrøder, bestod vores aftensmad udelukkende af denne rodfrugt. Kartoflen i sig selv smagte egentlig godt. Dæmpende på min appetit var det dog, at tallerkenen, som kartoflerne lå på, var fyldt med en form for kæmpemyrer. For ikke at spotte familiens gæstfrihed, kæmpede jeg mig igennem én halvstor kartoffel, mens jeg prøvede at abstrahere fra tanken om myrerne og besluttede derefter, at jeg havde indtaget nok myreeskrementer for én aften. Da jeg var færdig med at spise, kastede de andre børn sig også over maden. På trods af, at familien får den samme rodfrugt hver eneste dag året rundt, så det ud til at smage dem en del bedre end mig.

Sweet potatoes med myrer.Bemærk den hjemmelavede parafinlampe i baggrunden.

Denne families aftenmad bekræftede hvad jeg ikke vidste da jeg ankom i Uganda for et par uger siden: I Uganda er der stort set ingen mennesker der sulter, hvis de ejer jord, idet det er et meget frodigt land. Problemet er dog at mange familier, såsom denne, er så fattige, at de kun kan dyrke én slags afgrøde og således bliver seriøst fejlernærede. Derfor de udspilede maver, man kender fra fjernsynet.

Mens vi spiste vores aftensmad og drak vores te, havde 7-8 naboer samlet sig i døren for at se muzunguen spise. Jeg begyndte uundgåeligt at føle mig som en abe i tivoli, som alle folk kommer for at beglo og takkede i mit stille sind for, at jeg ikke er en berømthed som dagligt skal overleve et sådant niveau af interesse.

Pest eller kolera

Efter maden begyndte de fleste af naboerne at gå hjem og klokken ca. 21.15 foreslog Paul, at vi skulle gå i seng. Efter et besøg på naboens ildelugtende toilet befandt jeg mig på en enmandsmadras sammen med tre af børnene. Moderen, faderen, den mindste baby samt familiens høne sov i husets andet meget lille rum.

Da faderen indfandt sig i huset, blev der tændt for en batteridreven radio og de næste 15 minutter gik med at indstille radioen for at opnå det bedst mulige signal. I dette tidsrum fik begge forældre besørget og urineret i en balje indenfor. Resultatet var, at en stank af afføring spredte sig i det lille hus. Jeg tilbragte således den første halve time på at prøve at bestemme mig til, om jeg foretrak at vende hovedet ud mod ydervæggen, som lugtede af kolort og hvor der højst sandsynligt kravlede diverse insekter og edderkopper, eller om jeg hellere ville vende hovedet ind i lokalet til lugten af menneskelort. Heldigvis overmandede søvnen mig relativt hurtigt, og jeg slap derfor for at træffe en definitiv beslutning.  

Her sov Katrine og 3 børn på een madras.

En tilværelse uden muligheder

Tidligt næste morgen vågnede jeg op og ventede utålmodigt på at resten af familien skulle stå op. Mens jeg ventede, løb mange tanker igennem mit hoved. Mine 24 timer i bushen havde snart nået deres ende hvilket betød, at jeg snart kunne gå hjem, tage et bad, spise mig mæt i varieret og velsmagende mad samt sove i en dejlig blød seng med masser af plads. Hvis jeg fryser kan jeg tage varmt tøj på. Hvis jeg er syg kan jeg gå til lægen. Hvis jeg ønsker det, kan jeg tage en uddannelse. Familien jeg boede hos har intet valg. De fødes ind i en tilværelse uden muligheder, hvor de konstant skal kæmpe blot for at overleve. Ved at have oplevet den dimentrale modsætning af min egen tilværelse forstod jeg pludselig, hvor mange ting man som almindelig dansker tager for givet.

Giverens glæde

Efter en times tid rejste Paul sig endelig og åbnede døren ud til den friske luft. Lynhurtigt var jeg ude af huset og mens Paul vaskede ansigtet, tog jeg afsked med resten af familien. Inden afgang gav jeg faderen 10.000 shilling hvilket svarer til ca. 30 DKK. og således er en mindre formue for familien. Denne gave vakte stor glæde, og familien takkede mig mange gange. På tom mave begav Paul og jeg os påvej til skole. Undervejs sluttede andre elever sig til os og inden længe førte vi igen an for en større trup. Nogle af eleverne havde, som en form for madpakke, medbragt lange sukkerrør. Et af disse rør blev givet til mig af en lille dreng. Egentlig havde jeg ikke lyst til at tage imod denne gave, da det ville betyde, at den lille dreng ikke selv ville kunne få noget at spise. At sige nej ville dog være være meget nedladende overfor drengen og jeg takkede derfor og tog imod. Efter at have hugget sukkerrøret op i mindre dele kunne man gnave af røret. Som navnet indikerede har sukkerrøret en meget sød smag, men er til gengæld meget hårdt at tygge i. Uden en tandbørste er sukkerrøret således en af de store syndere i at ødelægge børnenes tænder.

Muzungoerne kommer

Klokken lidt over 8.00 var der samling for børnene. Hvert enkelt klassetrin stillede sig op i en lang række og lyttede mussestille efter hvad læreren havde at sige. Dagen stod idag på rengøring af skolen, samt leg. Udvalgte børn blev udstyret med grene til at feje skolebygningerne samt gårdspladsen med.

Omkring klokken 10 begyndte skolebørnene at råbe ¨muzungo, muzungo¨ og Paul kom hen til mig og fortalte, at nu kom muzungoerne og hentede mig. Jeg vendte mig om og kiggede i den retning, som jeg vidste, at bilen altid kommer fra. Der var intet. Hvis man lyttede efter kunne man dog høre en brummen i det fjerne. Efter ca. 30 sekunder dukkede UCC bilen ganske rigtig frem. Børnene kendte åbenbart lyden af bilen og vidste altså forhånd, hvornår UCC kom.

Paul med gaven fra Katrine.

Fra UCC kom idag 3 af socialarbejderne, Karsten samt nogle gaver til sponsorbørnene. Socialarbejderne gik straks igang med at dele gaver ud samt skrive profiler af de eksisterende sponsorbørn. En af gaverne på bilen var en gave fra mig til den familie jeg havde sovet hos. Jeg lagde omhyggeligt indholdet af madpakken samt 3 tæpper ud på jorden og kaldte på Paul og fortalte ham, at det altsammen var til ham og hans famile. Ved synet af gaverne blev hans øjne store og et kæmpe smil bredte sig over hans ansigt. Ikke kun Paul var imponeret. Mange af de andre børn samlede sig hurtigt omkring Paul og gaverne for at se indholdet af gaven. Paul takkede mange gange for gaverne. Bagefter kom flere af hans venner hen for at takke mig på Pauls vegne.

De andre børn på WA tager Pauls gave i øjesyn.

Følelsesbetonet gensyn

Senere på dagen, efter at Paul var gået hjem med gaverne, besluttede Karsten og jeg at tage ud og fotografere det hus, som var ved at blive bygget til ét af UCCs sponsorbørn. På vejen derud mødte vi Pauls storesøster og tog hende med i bilen. Det var første gang, hun havde kørt i en bil, og da vi nåede frem, fortalte hun stolt om turen til alle på hendes vej. Mens vi stod ved det nye hus, kom Pauls far hen til os. Han hilste og blev ved med at gentage et ord på luganda som vi ikke forstod. En af håndværkerene fortalte at ordet betød ¨der¨ og at faderen gerne ville have os med hen til hans hus.

Faren viser sin jord med søde kartofler frem for Karsten.

Vi fulgte efter faren, og da vi nåede frem, kom moren stormene ud af huset og kastede armene omkring mig og derefter Karsten. Hun faldt ned på knæ og takkede et utal af gange på luganda. Da hun endelig rejste sig op igen, takkede hun videre og brugte hele hendes kropsprog til at understege hendes budskab. Budskabet kom igennem – hun var lykkelig for de nye gaver.

Efter 5 minutter kom Pauls lillebror også hjem. Idet han så mig, forvandlede hans ansigt sig til et stort smil og han løb hen, hoppede op til mig og knugede sig ind til mig. Da vi et par minutter efter skulle gå måtte jeg løsrive mig både fysisk og mentalt for at kunne forlade den lille dreng og resten af familien.

Charles knuger sig ind til Katrine.

Efter slagets hede

Da vi et par timer senere nåede hjem til UCC, bukkede jeg sammen af træthed og måtte sove resten af dagen. Alle de nye oplevelser og følelsesmæssige indtryk havde taget hårdere på mig end forventet. Næste morgen havde jeg stadig ikke kunne banke den lille familie ud af hovedet og besluttede således af blive sponsor for Pauls storesøster Goleti og hans lillebror Charles.

Endnu mere sørgeligt end denne families kår, er det faktum at mange, mange andre familier er i samme nød som dem. For 120 kroner per barn om måneden kan du hjælpe en familie som Pauls til en bedre fremtid med muligheder. Læs mere på www.ugandachildcare.dk.